Tirsdag - søndag

:

10 - 17

Onsdag

:

10 - 22

Mandag

:

Lukket

 

 

 

 

Sitemap  |  English

 

InformationPriser, adresse m.m.Om ARoSARoS VisionÅrsrapporterVedtægterOrganisationLedelsePresseKunstfagligMarketingButikArrangementerØkonomiPersonaleSikkerhedTeknikBestyrelseBestil omvisningBibliotekSculpture by the SeaLedig stillingPresseKalenderSamlingenÆldre samlingModerne samlingNyere samlingDe 9 rumBoyUdstillingerAktuelle og fremtidigeTidligere udstillingerKunstnernes BiografiBørn & UngeARoS JuniorDet SkerAktuel udstillingBørnefamilierSkolebesøgInspirationTegneserie til BIGwww.arosinspiration.dk/boern_og_unge/gruppe/uvmateriale.aspX-Press Yourself - UndervisningsmaterialeHappy BirthdayErik A FrandsenENTER ACTION - Digital Art NowMusic To SeeShirin Neshat Women without MenMariko Mori ONENESSBjørn Nørgaards kartonerPaul McCarthyRACING CARS - The Art DimensionRobert RauschenbergMichael KviumFairy Tales ForeverBill Viola VisionsOlafur EliassonPop ClassicsFolder til JubilæumsudstillingJeppe Hein - Sense CityI LOVE YOUSkoler og institutionerVærkstedspakkeOmvisningerFortælletæppet skoler og institionerGruppebesøg u. omvisningFærdselsreglerTransportordningFra lærer til lærer10 klip til kulturenBørnefamilierARoS JuniorFortælletæppeJunioromvisningHold fødselsdag på JuniorARoS FamiliekitBøger for digJuniorklubbenGalleriKlubberARoS KlubbenNyhedsbrev nr. 1 ’09Nyhedsbrev nr. 2 ´09Nyhedsbrev nr. 3 ’09Nyhedsbrev nr. 4 ’09Nyhedsbrev nr. 5 ’09Nyhedsbrev nr. 6 ’09Nyhedsbrev nr. 7 ’09Nyhedsbrev nr. 8 ’09Nyhedsbrev nr. 9 ’09Nyhedsbrev nr. 10 ’ 09Nyhedsbrev nr. 11 ’09Nyhedsbrev nr. 12 ’09Nyhedsbrev nr. 13 ’10Nyhedsbrev nr. 14’10Nyhedsbrev nr 15’10Nyhedsbrev nr 16’10Nyhedsbrev nr. 17’10Nyhedsbrev nr 18’10Erhvervsklubben ART ClubARoS JuniortilmeldingForeningsklubbentilmeldingARoS 27ARoS Klubben PlusARoS e-shopMad & drikkeArt RestaurantART CaféBusiness & lokalerFaciliteterForespørgselSponsorErhvervsklubben Art ClubMeetovation

ROBERT

RAUSCHENBERG

ON AND OFF THE WALL

 

06. maj – 10. september 2006

 

 

 

 

 

 

 

 Printvenlig version

 

Indholdsfortegnelse:

1. Introduktion til udstillingen

2. Kunstneren Robert Rauschenberg

3. Formål med undervisningsmaterialet

4. Udstillede værker, arbejdsspørgsmål og opgaver

          • Gluts

          • Night Shade

          • A Quake in Paradise (Labyrinth)

          • Urban Bourbon 

          • Wax Fire Works – ROCI

          • Borealis

          • Galvanic Suite

          • Shiner

          • Fotografier og Photems

5. On and Off the Wall i Junior

 

 

 

1. Introduktion til udstillingen

Udstillingen Robert Rauschenberg On and Off the Wall præsenterer en række værker udformet fra midten af 1980’erne til midten af 1990’erne. Der er tale om 17 skulpturer på væg og gulv, 24 malerier og silketryk på metal samt en serie af kunstnerens egne fotografier. Disse danner dels basis for maleriernes motivkreds, dels er de dele af selvstændige værker, nemlig Rauschenbergs fotomontager, der også kan ses på udstillingen. Desuden vises en totalinstallation af 29 paneler, der tilsammen udgør en labyrint i udstillingsrummet, hvor beskueren skal opleve værket indefra, som en del af kunsten selv. Alle værkerne er forbundet i både form og indhold. Metallet som materiale og overførte billeder og rejsefotografier som motiv er gennemgående for hele udstillingen.

 

De udstillede værker udforsker metallets reflekterende, stoflige, skulpturelle og tematiske egenskaber. Det traditionelle lærred er skiftet ud med plader af aluminium, bronze og kobber og malingen er kombineret med syrer og andre ætsende kemikalier. Skulpturerne er efterladte skrot-genstande, der er formede af brug og slid og sammen- og iscenesatte af Rauschenbergs hånd. Værkerne viser på én gang den i dag 80-årige kunstners greb om verden lige nu og hans historiske bevidsthed, der kommer til udtryk gennem referencer til kunsthistorien, massemediernes billedunivers og kombinationen af billedkunstens traditionsrige og fornyende metoder.

 

Ud over det tærede og ætsede metal, er der i de udstillede værker en gennemgående genkendelse af det motiv, vi kender allerbedst, nemlig vores eget spejlbillede. Rauschenberg arbejder nemlig også med spejlbehandlet aluminium og andre reflekterende overflader, der lukker beskueren og udstillingsrummet ind i kunsten. Værkerne bliver til dynamiske og foranderlige kunstværker, der skabes i det øjeblik, den enkelte træder ind og bliver en del af dem. Kulminationen på idéen om at forene kunstens og beskuerens verden er Rauschenbergs interaktive værk A Quake in Paradise (Labyrinth).

 

 

2. Kunstneren Robert Rauschenberg

Rauschenberg blev internationalt anerkendt i slutningen af 1950’erne. På det tidspunkt var den amerikanske kunstscene præget af den abstrakte ekspressionisme, med kunstnere som Jackson Pollock og Willem de Kooning i spidsen. Rauschenberg var en af de første kunstnere, der brød ud af tidens strømninger og hermed skabte han basis for et helt nyt udtryk, nemlig popkunsten. Med udgangspunkt i populærkulturen og dens billedstrømme, forenede Rauschenberg maleri, skulptur, grafik og installation i dét, der blev hans helt egen medieform, nemlig Combines. Her blev idéen om at forene liv og kunst helt konkret visualiseret i kombinationen mellem kunstscenens maleri på lærred og hverdagens brugsgenstande. Dette var starten på kunstnerens livslange forsøg på at udtrykke idéen om, at liv og kunst hænger sammen. Siden har Rauschenberg udforsket mange forskellige aspekter af den moderne kunst. Formelle og indholdsmæssige eksperimenter har ført ham igennem interaktive installationer, æstetiske udtryk og politisk og humanistisk engagement.

 

I midten af 1980’erne indledte Rauschenberg et projekt, der skulle føre ham på en rejse igennem store dele af verden. Målet var igennem kunsten at udbrede en forståelse og tolerance verden over og i sidste ende at skabe fred. I samarbejde med kunstnere og kunsthåndværkere i 11 lande skabte han værker under projektnavnet ROCI (Rauschenberg Overseas Culture Interchange), Meget passende er navnet i udtale det samme som Rauschenbergs skildpadde, Rocky, der langsomt men sikkert flytter sig, som de globale forståelsesrammer for kunst og kultur. Det var i forbindelse med projektet ROCI, at Rauschenberg første gang begyndte at arbejde på metalliske overflader, og hermed startede den udvikling, vi ser resultatet af i udstillingen.

 

Værkerne på udstillingen Robert Rauschenberg On and Off the Wall viser både kunstnerens rødder i perioden omkring popkunsten, og hvordan senere inspiration ændrer det kunstneriske udtryk. Han er den af de amerikanske kunstnere i hans generation, der har bidt sig fast på den internationale kunstscene og fortsat producerer kunstværker, der overrasker og inspirerer os som beskuere. Det brede kunstneriske udtryk, Rauschenberg præsenterer for os, er en illustration af ideen om ikke at søge én løsning, men at udforske flere muligheder og svar. Kunstneren er helt sin egen; traditionel og eksperimenterende, rodfast og innovativ, jordnær og idealistisk.

 

 

 

3. Formål med undervisningsmaterialet

Brug af dette materiale hænger naturligvis sammen med at tage udstillingen og værkerne i øjesyn på ARoS. Det videre arbejde kan dog finde sted både før, under og efter besøget. Udstillingen og dette tekstmateriale kan med fordel bruges til undervisning i dansk, billedkunst og samfundsfag og henvender sig til lærere og elever både på folkeskole- og gymnasieniveau. Undervisningsmaterialet er delt ind efter forskellige serier af værker, der kan opleves i udstillingen. Til hver serie knytter sig forskellige temaer, hvor der er formuleret en række arbejdsspørgsmål og opgaver, der kan laves i forbindelse med eller efter et museumsbesøg. Arbejdsopgaverne er af forskellige karakterer, så der er noget for alle aldre, både praktiske formningsopgaver, læseforslag og skriftlige opgaver. Spørgsmål og opgaver kan videretænkes og udvikles af læreren eller diskuteres i grupper på klassen.

 

 

 

4. Udstillede værker, arbejdsspørgsmål og opgaver

 

 

Gluts

Rauschenbergs skulpturer i udstillingen kaldes Gluts (engelsk: overflod) og er inspireret af en rejse, han foretog i 1984 til fødebyen Port Arthur i Texas. Markedet for olie i Texas var oversvømmet, og staten blev tvunget til nedskæring i udvinding af råstoffet. Den lille by, der var fuldstændig afhængig af olieindustrien, blev med ét næsten udslettet af krisen, og bybilledet var præget af eftervirkningerne; efterladte bildele, benzinpumper og rustne olietønder.

 

Rauschenberg fandt i al forfaldet inspirationen til at arbejde med metallets tredimensionale kvaliteter gennem fotografier og indsamling af efterladte skrotdele. Hængende på væggen eller fritstående i museumsrummet er Gluts levende beviser på hændelsen i Port Arthur; et lille stykke dokumentation, æstetiseret af kunstnerens materialebehandling.

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Diskutér, hvornår skrot bare er skrot, og hvornår det er kunst. Hvad er det, der gør det til kunst?

 

• Kan skrot være kunst, hvis det ikke er på museum?

 

• Hvad gør det ved skulpturerne, at de naturligt ruster og tærer med tiden? Skal de bevares, som de er? Eller er der en idé med at lave materialet arbejde og skulpturen dermed ændre sig?

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Lav skulpturer af metalskrot, I finder på gaden eller dåser og lignende fra køkkenet. Præsentér skulpturerne for hinanden i klassen, og diskutér hvilke skulpturelle og/eller andre værdier, der er ved de enkelte værker.

 

• Lav historier om, hvor skrottet har været, og hvordan det har været brugt. I kan evt. skrive en kort stil om skrottets vej fra fabrikken ud i livet og ind på kunstmuseet, hvor skrottet selv fortæller: “jeg blev født på et samlebånd blandt tusinder af tvillingebrødre …”

 

 

 

Night Shade

Værkserien Night Shade er silketryk og maleri på metal, holdt i en enkelt farveskala hentet fra nattens og mørkets skygger. Det er Rauschenbergs egne fotografier, der overført til plettede aluminiumsplader og overmalet med mørke akryl-lag. Det skaber en gengivelse af livet i skyggerne, når mørket falder på, og bylivet antager en anden karakter.

 

Både med motiver og titler på værkerne i denne serie antydes en arkitektonisk struktur, der kun fornemmes igennem lagene af overmalinger. I nattens skygger, der direkte oversat er titlen på serien, finder Rauschenberg måder at lave stemningsbilleder på den skjulte gadepuls og storbyens rytme.

 

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvilken farve har din egen skygge? Har den samme farve om natten? Skifter farverne, når det bliver mørkt, eller er det altid det samme? Er sort og hvid de samme i lys som i skygge?

 

• Hvilken stemning skabes der med sort-hvide billeder til sammenligning med samme motiv i farver?

 

• Hvornår, hvis nogensinde, oplever vi at leve i en sort-hvid verden?

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Prøv at male et billede kun med en farve og eksperimentér med, hvordan man alligevel kan lave forskellige toner f.eks. ved at skravere eller lave prikker.

 

• Prøv i forbindelse med skygger at arbejde med komplementærfarverne: rød og grøn, blå og orange, gul og lilla. Se evt. på værker i ARoS samlingen, hvor farveparrene er brugt som hinandens skygger, hvordan er forholdet imellem komplementærfarverne?

 

• Se på Olafur Eliassens lysinstallation på niveau 5. Kan du forklare hvorfor lyset er grønt og rødt, når den ene af de to pærer er klar?

 

 

 

A Quake in Paradise - Labyrinth

Rauschenbergs labyrint fra 1994, A Quake in Paradise, er et fritstående værk, bestående af 29 paneler; gennemsigtige, spejlende og opakke; metalliske, matte og blanke. For hver udstilling er installationen ny, da værket indtager og retter sig ind efter udstillingsrummet. Her kommer man i bogstaveligste forstand ind i Rauschenbergs univers, omgivet af motiver, farver og medier som dem, der hører Urban Bourbon-serien til. Vi omsluttes af fotografiske og grafiske motiver med en klar farveholdning og et stærkt udtryk. Kunsten blandes her direkte med livet; de besøgende og museets rammer.

 

 

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Er labyrinten en skulptur eller et maleri? Hvorfor? Kan det være begge dele?

 

• Hvad er en kunstinstallation?

 

• Kan vi selv være en del af et kunstværk? Hvorfor laver Rauschenberg et værk, vi skal gå ind i som beskuere?

 

• Diskutér, hvordan man har det når man er i en labyrint. Er det samme følelse, I får i denne labyrint?

 

• Hvad er idéen bag at lave en labyrint?

 

• Hvad er meningen med titlen på værket, der betyder ‘et jordskælv’ eller ‘en rystelse i Paradiset’? Er der noget, der ødelægger idyllen i kunstværket? Og hvad var det, der ødelagde den i Paradisets have?

 

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Se filmen Labyrinten til Troldkongens slot (Labyrinth, 1986) på klassen. Her udspiller det meste af handlingen sig i en labyrint med masser af udfordringer og opgaver for den unge Sara, der skal nå igennem inden midnat, for at redde sin lillebror fra at blive forvandlet til en trold. Hvilken rolle spiller labyrinten som scene for dette kapløb? Og hvordan er det, Sara kan vinde kampen mod forhindringerne og det onde?

 

 

 

Urban Bourbon

I Urban Bourbon-serien er det indtrykket af den dynamiske og pulserende storby, Rauschenberg formidler til os igennem værkerne. Stærke farver, metalliske overflader og et væld af forskellige billeder blander sig på lærredet og giver os en idé om en verden i bevægelse. I forhold til serier som Night Shade er farveholdningen blevet meget lysere, stærkere og mere kontrastfyldt. Man kan næsten fornemme at lydniveauet også er steget og humøret er højt. Rauschenberg udfolder her hele farvepaletten, og med de spejlende overflader lukker han os som publikum ind i værkerne og morskaben. Mødet med beskueren giver bevægelse i værkerne, og beskueren selv bliver aktiv i sit eget spejlbillede, omsluttet af farve-stænk og billedfragmenter – en billedstorm i tråd med popkunstens fascination af det populærkulturelle.

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvor stammer motiverne, Rauschenberg har blandet i billederne, fra: by, land, inde eller ude?

 

• Diskutér om farverne, og billederne i det hele taget, er varme eller kolde.

 

• Hvilken stemning er der i Urban Bourbon-værkerne? Hvad er det, der skaber denne stemning – farver, malemåde, motiver?

 

• Hvordan skaber Rauschenberg bevægelse og dynamik i værkerne?

 

• Er der i billederne en fortælling med start og slutning eller er der flere korte fortællinger? Kan man tale om handling i værkerne?

 

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Diskutér forskellen imellem den store lineære fortælling og en postmodernistisk tekst, der beskriver her og nu med mange små fortællinger i ét. Før diskussionen over på litteraturens og prosaens udvikling og læs f.eks. et haiku-digt, der på samme måde er mange ‘billeder’ af den samme tilstand uden en lineær handling knyttet til tid.

 

• Prøv selv at lave overføringer af billeder fra f.eks. en avis eller et blad, hvor du gør motiverne våde med sæbevand og trykker dem videre på et blankt papir. På den måde kan flere billeder sættes sammen og kombineres med dine egne tegninger.

 

 

 

Wax Fire Works - ROCI

Med en stædig tro på at kunst kan ændre verden, begav Rauschenberg sig i midten af 1980’erne ud på en rejse med det mål at skabe fred og forståelse igennem billedkunsten på tværs af landegrænser. I samarbejde med lokale kunstnere i 11 lande, lige fra Sovjetunionen og Østtyskland til Chile og Tibet, skabte han over en årrække en serie af billeder udsprunget af en ukuelig idealisme.

Projektet blev navngivet Rauschenberg Overseas Culture Interchange eller i daglig tale ROCI. Der var tale om et verdensomspændende og -omrejsende projekt med afsluttende udstilling Washington i 1990. Et projekt der hele vejen igennem bar nøgleordene fred og forståelse.

 

 

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvordan kan kunst være med til at ændre verden?

 

• Hvordan kommer Rauschenbergs politiske engagement til udtryk i hans kunst? • Kan man formidle sit verdenssyn ud igennem kunsten?

 

• Diskutér, hvordan andre kunstnere har illustreret en politisk holdning igennem kunsten. Besøg f.eks. ARoS’ guldaldersamling på niveau 8, og se på de nationalromantiske værker fra perioden omkring 1850’erne. Hvilke budskaber er der i disse malerier?

 

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Lav et billede eller en skulptur, der visuelt giver en mening til kende. Prøv f.eks. at sætte billeder og bogstaver sammen for at komme med en udtalelse i billedet, eller brug objekter, der er ladet med betydning til at lave værket. Diskutér, hvordan forskellige ting kan udstråle en mening eller give os særlige associationer. Hvad tænker du f.eks. på, når du ser et kors eller to højhuse afbilledet?

 

 

Borealis 

Serien med navnet Borealis er en række værker på messing- og bronzeplader, hvor farveholdningen er gullig og motiverne er slørede som på gamle gulnede fotografier. Motiverne toner frem igennem lag af akryl påført med brede penselstrøg og overføringsteknikker. Underlaget har Rauschenberg behandlet med syre og andre kemikalier, der ændrer metallets overflade fra blank og kold til levende og foranderlig. Det er kemikalierne, mere end det er malingen, der skaber billederne.

 

Seriens titel Borealis betyder nordlys. Det er et helt specielt meteorologisk fænomen, der gør himlen fyldt med farver i en tågedis, der nærmest males tværs henover nattehimlen.

 

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvilken stemning tilfører den gul-brune farveholdning Borealis-værkerne? Hvordan passer motiverne (f.eks. den nøgne dame og ølreklamen) ind i denne stemning?

 

• Hvilken effekt har det på motiverne, at materialet virker slidt og tæret?

 

• Rauschenberg har blandet sine egne motiver med billeder hentet fra kunsthistorien og medierne. Hvordan påvirkes de to typer billeder, når de sættes sammen?

 

• Find billeder af fænomenet nordlys på internettet. Hvorfor tror du, Rauschenberg har opkaldt sine billeder efter det?

 

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Sammenlign Rauschenbergs værker med J.M.W. Turners landskabsmalerier. Hvordan forholder de sig til hinanden i henholdsvis form og indhold?

 

• Christian Lemmertz lavede i 1994, som en del af installationen Scene, et stort maleri på metal, hvor malingen var svineblod tværet ud på det lodrette metallærred. Resultatet af dette minder meget om den effekt, Rauschenberg får frem i det tærede metal. Diskutér, hvordan denne type kunst, der benytter sig af organisk materiale, som Rauschenberg benytter sig af en organisk proces i metallet, virker på jer som beskuere.

 

       

Turner: Light and Colour, 1843             Lemmertz: Blutspiegel, 1994

 

 

 

Galvanic Suite

Med stærke primær- og sekundærfarver og en mættet hvid er billederne i serien Galvanic Suite billedbanker af materiale hentet fra nyhedsverden, gadebilledet og private observationer. Her er værkerne påført emaljens strukturelle effekt som en ekstra dimension i synergien mellem metal og maleri.

Det store format er overvældende for beskueren, og den sammensatte motivkreds er forundrende. Elementer fra arkitektur, skrift og populærkulturelle figurer som f.eks. Mickey Mouse, gengivet som en del af et graffiti-stykke, blandes og trækkes sammen ved hjælp af akrylens farvemættede dominans.

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvilken stemning er der i billederne?

 

• Hvordan fungerer de blanke metaloverflader som åbninger ud imod os som beskuere? Hvor befinder vi os i forhold til værkets overflade? • Hvad sker der med det enkelte billede, når mange overførte billeder samles i samme værk? Er billederne hentet fra samme kilde, eller hvad forbinder dem?

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Find andre eksempler på kunstnere, der har blandet beskueren og billeder fra virkeligheden ind i kunsten og diskutér, hvad der sker, når kunst og virkelighed nærmer sig hinanden. Diskutér også, hvilken rolle museet som udstillingsrum spiller i denne sammenhæng.

 

 

 

Shiner

I 1960’erne blev Rauschenbergs værker forbundet med popkunsten, der arbejdede med idéen om at forbinde liv og kunst. Kunstnere som Andy Warhol og Roy Lichtenstein tog masseproducerede billeder fra reklamerne og byrummet og objekter fra dagligdagen og satte dem fysisk ind i det todimensionale maleri på lærred. Rauschenberg var en af foregangsmændene, der var med til skabe overgangen imellem den abstrakte ekspressionisme og popkunsten. Han var den første til at skabe den dobbelttydige værkkategori Combines, der er en kombination af det skulpturelle og det traditionelle maleri. De indsatte objekter spiller stadig en rolle i hans værker, som f.eks. i Shiner-serien, hvor en så hverdagsagtig ting som et dørslag gør sin entré på det todimensionale medie, der her ikke længere er af lærred, men af metal.

 

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvad er forskellen på maleri og skulptur? Hvilken af delene arbejder Rauschenberg med og hvordan?

 

• Er Rauschenbergs maleri abstrakt eller figurativt? Hvad er forskellen?

 

• Se på hvilke hverdagsting, Rauschenberg har sat ind i sine kunstværker? Har de enkelte ting en betydning, eller er de tilfældige?

 

• Ændres beskuerens oplevelse af kunstværket, når det går fra at være todimensionalt til at være tredimensionalt?

 

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Lav din egen Combine ved at sætte tredimensionale objekter ind i et todimensionalt billede. Diskutér efterfølgende hinandens værker og de forskellige bud på, hvordan de traditionelle værkkategorier kan udvides.

 

 

 

Fotografier og Photem - fotomontager

Rauschenbergs har gennem mange år været en ivrig fotograf, både som observator af verden og som kunstner. På udstillingen vises en række af disse fotografier, med motiver der ses gentrykt i flere af udstillingens værker. Men fotografierne danner ikke alene udgangspunkt for malede og overførte motiver i andre værker.

I 1981 blev de trykt som selvstændige værker i en række fotomontager, hvor sammensætningen af billeder rejser sig som totempæle, fotografi over fotografi. Når formelle og tematiske eksperimenter på kryds og tværs kobler nutid og datid, inde og ude, oppe og nede, tilfører sammensætningerne motiverne ny mening.

 

 

Arbejdsspørgsmål:

• Hvorfor bruger Rauschenberg ofte sine egne fotografier i silketrykkene? Hvad er forskellen på dem, og billeder fra f.eks. magasiner, reklamer etc.?

 

• Er et fotografi et kunstnerisk billede eller en objektiv registrering af virkeligheden?

 

• Hvordan kan en kunstner manipulere med det fotografiske medie? Hvordan gør Rauschenberg det?

 

 

Efterfølgende arbejdsopgaver:

• Lav en collage med fotografier, udklippede billeder fra blade eller begge dele, og lad de enkelte billeders betydning ændres i sammensætningen med andre billeder.

 

 

 

5. On and Off the Wall i ARoS Junior

I ARoS Juniorgalleri kan børn og unge skabe et levende kunstværk. Kunstværket holdes i konstant bevægelse ved at juniorgæsterne sætter komponenter på et kæmpe lærred af metal, flytter rundt på komponenterne eller tager dem helt af. Samtidig kan kunstværket fungere som et nodeblad, hvis man giver hver komponent en lyd, som man har mulighed for at spille i galleriet.

I Juniorværkstedet arbejdes der med skrotskulpturer og spændende billedlige teknikker inspireret af Rauschenbergs univers.

 

Der er selvfølgelig som altid mulighed for at bestille omvisninger i den aktuelle særudstilling eller en værkstedspakke, hvor børnene både vises rundt i udstillingen og selv prøver kræfter med nogle af kunstnerens metoder.

 

Åbningstider for Juniorgalleriet:

Juniorgalleriet følger museets åbningstider og er gratis for børn og unge op til 16 år.

 

Åbningstider i Juniorværkstedet for skoler og institutioner:

tirsdag-fredag: kl. 10.00-12.30

mandag lukket

Tidsbestilling kræves for grupper

 

Åbningstider i Juniorværkstedet for private:

onsdag-fredag: kl. 14.00-17.00

lørdag-søndag: kl. 11.00-16.00

mandag-tirsdag: lukket

 

Pris:

Deltagelse i værkstedets faciliteter koster 20,- kr. pr. barn. Billetten kan købes i informationen.  

Aros Allé 2 | 8000 Århus C. | T 8730 6600 | F 8730 6601 | info@aros.dk

Sitemap     English